ABCedariet
Om sprog og historie

Sofokles’ Elektra er en læsværdig tragedie og vedhæftede gendigtning yder ikke tragedien retfærdighed. Til gengæld har den i hvert fald i ét forløb været en hjælp for nogle elever.

Da jeg kastede mig ud i arbejdet, havde jeg overset ét væsentligt forhold, nemlig at tragediens handling kun udspiller sig over én dag. Det er jo netop tragediens betingelse, men det gør det vanskeligt at forsøge at flytte tragedien fra dens eget univers over i et perspektiv med en moderne tredjepersons fortæller. Det blev så til en gendigtning, der følger tragedien nogenlunde slavisk, men med få indbyggede opklarede bemærkninger eller forslag til, hvad der måske lå bag karakterernes motiver. 

 

I Sofokles’ Elektra vandt de gode over de onde, og Apollons spådom gik i opfyldelse. I Aristoteles øjne er der derfor ikke tale om en vellykket tragedie, hvis vi læser ham lidt unuanceret. Så kan man selvfølgelig spekulere over, hvor gode de gode så egentlige var i Sofokles’ Elektra. Elektra og Orestes fremstår begge meget stærke, men grundlæggende usympatiske i denne tragedie. Som mange kvindelige hovedkarakterer i tragedien stod Elektra uden for den afgrænsede kvindeverden og bogstavligt opholdt hun sig uden for borgen i en stor del af denne tragedie. Orestes var den kolde aristokrat og ureflekteret over for sin hævn.  Dramaets mest sympatiske karakter er nok søsteren, Chrysothemis, som netop holdt sig inde for kvindeverdenen, og i øvrigt nok tilføjet til myten af Sofokles, for at sætte Elektras had i relief.

   Sofokles var ikke optaget af psykologiske begrundelser for sine karakterers adfærd. Hvad der var det styrende princip for Elektra, var hævnen for den døde far og hadet til hendes mor og Aigisthos. Savnet over Orestes drejede sig om, at han var midlet til gennemførelsen af hævnakten.  Selv om Elektra på et tidspunkt i tragedien, hvor hun troede, at Orestes var død, ytrede ønske om at dø og blive begravet ved siden af ham, skal man ikke lede efter incestuøse motiver. 

Sofokles moraliserede ikke i Elektra (eller for den sags skyld i andre tragedier). Vi bliver strengt taget ikke stillet over for spørgsmålet om, hvorvidt det er rigtigt eller forkert at lade hævnen gennemføre. Politiske motiver fyldte ikke meget hos Sofokles, men her udgør Elektra i et vist omfang en undtagelse. Dramaet formelle kulmination er drabet på Aigisthos (som så i øvrigt ikke finder sted inden for dramaets ramme). Aigisthos var tronraneren og – tyrannen, der tydeligvis faldt i sin egen arrogance (se vers 1458-63).

 

Men selvfølgelig er Sofokles’ Elektra en tragedie. Og trækker vi Aristoteles frem igen, så lever Sofokles’ Elektra alligevel op til nogle af kriterierne. Tilskuerne må have følt både medlidenhed og frygt igennem dette drama. Et moderdrab må have rystet alle i deres grundvold. Og hvad med Elektra – hvad var der tilbage til hende og af hende, efter hun i den grad havde ladet sig æde op af had? Så måske faldt hovedkarakteren alligevel og gik til grunde, bagefter ligesom Aigisthos, der først døde efter tæppefald.  Man skal heller ikke undervurdere effekten af Sofokles’ udstrakte brug af ironi og dobbeltheder – f.eks. skuespilleren, der spillede Orestes, der spillede den, der holdt den tomme urne med Orestes påståede jordiske rester. Til gengæld skal man ikke lede efter ate – hybris – nemesis i den tragedie, for den akse havde Sofokles forladt.

 

Elektra er formentlig en af Sofokles’ senere tragedier (måske omkring 413 f.Kr.). Argumentet for en sen datering er variationen i placeringen af de elementer, der almindeligvis udgør plottet (den falske genkendelsesscene, genkendelsesscenen, drabenes rækkefølge) og på måden hvorved scener flettes ind i hinanden. Det er også en tragedie, hvor koret fylder bemærkelsesvis lidt både i forhold til dets rolle i dramaet og omfanget af verselinjer. Mest af alt optræder koret som et eftertænksomt element. Også dette taler for en senere datering blandt Sofokles’ tragedier og formentlig er den skrevet efter Euripides’ Elektra. Det kunne så også forklares dens overlevering, fordi man så havde netop denne myte behandlet af alle de tre store tragedieforfattere.

 

krkris@abcedariet.dk